Mennesker

3 digtere som vil bare gerne lave noget

Den smalle lyrik og det brede publikum, nærmer sig forsigtigt hinanden på Hovedbiblioteket i Aarhus

Sverre synker ned ved siden af Sara i den sortbrune sofa i imiteret læder. De har fundet vej til den bagerste ende af Hovedbiblioteket, helt ned mellem reolerne med digtsamlinger og udenlandske romaner. Hvorfor er de dukket op til en digtoplæsning en torsdag eftermiddag?

”Jeg læste bare om det i går på bibliotekets hjemmeside, og så sagde jeg til Sara: Sara, vi skal prøve noget nyt. Man skal prøve noget nyt hver dag -noget kreativt. Øve hjernen en smule. Ja, og så huskede jeg det i dag. Og så kom vi herhen” fortæller Sverre og slår ud med armene.

”Vi er ikke vant til digte eller noget,” siger Sara. ”Vi vil bare gerne lave noget sammen.”

Hovedbiblioteket i Aarhus

Imens tager de tre unge digtere, Louise Juhl Dalsgaard, Marie Melchiorsen og Bue P. Peitersen hjerteligt imod venner og familiemedlemmer efterhånden som de ankommer. Om lidt slipper de deres fælles værk Skulder ved skulder løs for første gang foran et publikum. Det er Louise Juhl Dalsgaard, der har fået ideen til ”foldetekster”, som hun kalder den fælles skriveproces, hvor de i en lang kæde, har digtet videre på hinandens materiale. De har alle udgivet en digtsamling på forlaget Jorinde og Joringel i 2011, men kender ellers ikke hinanden.

En plads i inderkredsen

”Man kan ikke slikke på et spøgelse” Digterne læser op på skift og bytter plads i indøvede formationer.

”Så cheasy, som kun en vampyr på kur.” De læser dvælende og indadvendt og bruger ingen mikrofon.

En mand med fuldskæg og fløjlsbukser vipper med foden i takt med digtets rytme. Familiemedlemmer dokumenterer med mobiltelefoners kameraøjne og klapper, når muligheden opstår. Sverre og Saras sofa står, som den eneste, med ryggen vendt mod scenen, alligevel følger de begge koncentreret de lange lyriske ordkæder. Biblioteksgæster standser op mellem gangenes fyldte reoler og lytter med. Der er ingen ekstra siddepladser, så de fleste går igen efter nogle få øjeblikke. En herre med langt gråt hår holdt på plads af et smalt sort pandebånd, forsøger at finde en plads, hvor han både kan se og høre oplæsningen. Først bag en reol, hvor han spejder ud mellem bøgerne på øverste hylde, så lænet op reolens gavl, ned på hug og så frit stående på gulvet bag ved sofaernes halvcirkel. Han følges med en lille midaldrende dame, som beslutsomt sætter sig på gulvet og mister på den måde udsynet bag sofaen, hvorfra Kurt Harrits intenst følger de tre digtere. Kurt Harrits er forlægger for det lille non-profit forlag, Jorinde og Joringel. Forlaget drives fra et parcelhus i Aarhus og udgiver ca. 12 af de omkring 100 manuskripter, der hvert år indsendes af håbefulde poeter.

3 digtere som vil bare gerne lave noget

Digte to go

Efter to gange 30 minutter og en kort smøgpause har digterne leveret deres materiale og modtager bifald og en flaske rødvin som tak for indsatsen. Forlæggerens datter, Anne Harrits, der også arbejder på forlaget, finder en stak tynde hæfter frem fra en indkøbspose fra Lidl. Det er et blandet udvalg af udgivelser fra Jorinde og Joringel, som de fremmødte frit kan tage med sig hjem.

”Det var da meget sjovt. Skal vi ikke tage sådan en bog med hjem?” siger Sverre til Sara.

Og så bevæger han sig beslutsomt ind i halvcirklens centrum efter en gratis digtsamling, der kan komme med hjem i vinterfrakkens dybe lomme.