Kultur

Lufthavnssamfundet

Lavprisflyets epoke går mod sin ende. Fordi olie er en begrænset ressource nærmer den uundgåelige dag sig, hvor flytransport ikke længere er et alternativ for almindelige dødelige. Langsomt vil landingsbanerne vokse til. Hurtigere og hurtigere kollapser den form for mobilitet, som har præget vores måde at leve på i epoken mellem 1990 og 2010.
Lavprisflyets mulighed var ikke blot badeferier i Thailand, men også aktivisters mulighed for at flyve til sociale forummer i Porto Alegre og Istanbul. I Lavprisflyets epoke fløj forskere på konferencer og kunstnere på biennaler verden over. Også relativt ukendte musikere kunne flyve til et andet kontinent over en weekend for at spille for en håndfuld fans.Faktum er, at den kulturelle epoke, som blomstrede op mellem 1990 og 2010 – af nogen betegnet postmodernismen – ikke er mulig at skille fra den voksende brug af flytransport, der fungerede som smørelsen, der fik det hele til at glide (denne funktion er nu overtaget af elektronisk kommunikation). Drømmen om at afskaffe alle afstande var uden tvivl smuk i al sin forføreriske naivitet. Men uden at moralisere over CO2-udslippet er det nu tid til at betragte lavprisflyets æra som et afsluttet kapitel.Forretningsmænd og politikere kommer sikkert til at flyve i mange år endnu, men vi andre gør klogest i at finde muligheder i et mobilitetskatalog, hvor flyrejser ikke længere er tilgængelige. Vi skal tillade at lange rejser tager tid, hvor både og færger igen bliver vigtige, og hvor selve rejsen ikke bare er en venten på at nå den planlagte destination.

aircraft industry

Flyindustrien overlever i dag kun ved at suge stadigt mere statsstøtte til sig. Modsat bilismen, som i teorien skulle kunne holdes ved live gennem en ekstrem udbygning i mængden af kraftværker, findes der ingen måde at drive flyvemaskiner på batterier. Flytransport er afhængig af fossile brændstoffer i væskeform og brændstoffet står for en større del af de samlede udgifter end ved noget andet transportmiddel. Flytransport er også afhængig af lufthavne. Og her kommer så paradokset: samtidigt som vi aner en fremtid, hvor de fleste lufthavne vil blive unødvendige, begynder verden som sådan mere og mere at minde om en lufthavn.

Monopol, overvågning og pladsløshed præger i højere og højere grad storbyernes liv. Tilværelsen i en lufthavn kan ses som dets ypperste udtryk. Derfor vil jeg foreslå et samlet begreb for disse tre kendetegn: Lufthavnssamfundet. Ved at formulere lufthavnssamfundet, som en tendens i samtiden kan man formulere et meget enkelt politisk spørgsmål: Ønsker vi at verden bliver mere eller mindre som en lufthavn?

Monopol

Økonomien i en lufthavn viser, at kapitalismen ikke er det samme som ”frie markeder”. I lufthavnen er den frie konkurrence ophævet, og der sælges i stedet eksklusive licenser til at sælge forskellige varer og tjenester. En bestemt butikskæde har retten til at sælge bøger, en cafékæde har licens til at sælge kaffe, et teleselskab udbyder det trådløse internet. Indehaverne af disse licenser får muligheden for at tage uhyrlige monopolpriser for varerne. De billige konkurrenter er uden for rækkevidde, flere kilometer borte eller i hvertfald inden sikkerhedskontrollen.

I lufthavnen fungerer fri konkurrence ikke engang i teorien. Men dette er blot en mere rendyrket form af, hvordan ejeren styrer økonomien i hvert eneste indkøbscenter. Der er kun en gradsforskel på lufthavnsterminalen og hovedgaden i en gennemsnitlig svensk by. Ejerne af ejendommene foretrækker at butikkerne slipper for påtrængende konkurrenter, og selv myndighederne hjælper til gennem at sælge licenser til servering, handel og dans. Urbane arrangementer af forskellige slags, fra byfester til de Olympiske Lege, indebærer i praksis oprettelsen af en økonomisk zone, hvor firmaer med licenser kan udvinde sine monopolgevinster.

(…)

Overvågning

Længe inden 11. september 2001 var lufthavnen et overvågningslaboratorium. Flyveren var længe det eneste transportmiddel, som krævede, at hver eneste passager på forhånd skulle vise hvem de er. Nu har SJ [Statens Järnvägar, som danske DSB] også indført krav om legitimation, hvis man skal rejse med tog. Tiltaget motiveredes med, at man ville stoppe handlen med billetter på nettet – erstatte markedet med monopol – selv om det blot er et spørgsmål om tid, før staten får indblik i databasen over alle personers togrejser, sådan som det allerede er tilfældet med flyrejser.

aerospace

At flyve indebærer utallige køer og afbrydelser med individuel kontrol. Vi kan tænke livet i lufthavnssamfundet, som et liv fyldt med små afbrydelse, hvor vores passage registreres i en database. Adgangskort til arbejdspladsen, login på facebook, dankortbetaling i supermarkedet, sædereservation i biografen – alle disse passager er hurtigt klaret, men lufthavnssamfundet indebærer at de fylder mere og mere. Flere og flere identifikationer sker med biometri – friktionsfrie overføringer af data fra folderne i dit ansigt til statslige databaser over sikkerhedsrisiko. Lufthavnssamfundet tillader ingen at kommunikere med nogen uden først at registrere sig i en database. Internet er grundlæggende en frizone i forhold til at identificere sig som individ, men forskellige former for anonym adgang til nettet er under angreb.

Det er slående hvordan lufthavnen har fungeret som forbillede og eksperimentværksted for regulering af internettet. Lufthavnssamfundet indebærer at kontrolmekanismer overlades til private firmaer, som tvinges til at registrere alle sine kunders aktiviteter. Siden 2004 har der i Sverige været en lov om ”transportøransvar”, ført igennem af både socialdemokrater og moderater [Svensk borgerligt parti, som står i spidsen for regeringen], som indebærer at et flyselskab kan straffes, hvis det slipper rejsende ombord på flyet, som kan mistænkes for at ville søge asyl. Fortalerne for nye love om overvågning af nettet, har henvist til netop denne lov som forbillede. Datalagringsdirektivet handler både om, at internetoperatører tvinges til at blive underleverandør af personoplysninger til både statslige som kommercielle interesser. Overvågning går hånd i hånd med monopolisering, for det bliver med tiden tydeligt at dette følsomme arbejde blot kan overlades til firmaer med licens, ikke til hvem som helst.

Lufthavnssamfundet indebærer at politimæssige funktioner spredes ud i rummet. Ligesom enhver lufthavn har en arrest til mistænksomme migranter – selvom vi som EU-borgere sjældent mærker til det – har ethvert større indkøbscenter også et rum, hvor vagterne tager personer mistænkte for at stjæle hen. Europæisk grænsepoliti har i mange år været aktive i udenlandske lufthavne for at stoppe flygtninge inden de bliver asylansøgere. Lufthavnssamfundet indebærer en generalisering av præventive forhindringer, således at grænsen mellem kriminel og lovlig adfærd gradvist erstattes af software, som udpeger mistænktelige adfærdsmønstre.

Pladsløshed

Alle lufthavne er ens. Lufthavnen er den ærketypisk ikke-plads, et begreb som introduceredes af den franske antropolog Marc Augé. Et typisk træk ved ikke-pladser er, at de savner tydelige tegn på historie. Hvis vi kigger os omkring i en lufthavn, ser vi intet tegn på, at noget nogensinde er sket, bortset fra dagbladenes spisesedler. Ikke-pladsen hænger altså sammen med en slags guldfiskehukommelse. Vi instrueres konstant om, hvad vi skal gøre af skilte og anonyme annonceringer i højtalere. I lufthavnen er vores valgmuligheder indskrænket til, at vi kan vælge mellem den eller den anden indenfor det snævre udbud hos de udvalgte forhandlere.

Ikke-pladsen er til for at blive passeret. Vi forventes ikke at sætte pris på vores tilstedeværelse der, men konstant at være på vej mod fremtidige mål. Forsøg på at opretholde situationer, at oprette spontane fællesskaber som overlever øjeblikket, fremstår enten som absurde eller truende. Lufthavnssamfundet som tendens indebærer at en større og større del af vores tilværelse minder om et venteværelse. Venteværelses kedsomhed får os til at længes efter indkøbscentret, for i lufthavnssamfundet er konsumption det eneste alternativ til venten. Alle indkøbscentre er ens.

aircraft

Flyveren holdes på vingerne

Flytrafikken overlever i dag takket være statslig støtte. På det der ligner et frit marked, havde flyet knapt kunne betale for sit eget brændstof. Siden 1944 gælder dog en international aftale, Chicagokonventionen, som forbyder beskatning af flybrændstof. Det indebærer at flytrafikken begunstiges på bekostning af bil, båd og tog. Resultat bliver at det ofte er billigst at flyve fra Malmö til Stockholm.

Til dette lægges alle de skattepenge, som pumpes ind i byggeriet af lufthavne og tilhørende udbygning af omkringliggende infrastruktur. Tidligere i år besluttede Malmös kommunalbestyrelse (som har rødt-grønt flertal) at donerer to millioner om året til Københavns lufthavn Kastrup. Formålet er at styrke Øresundsregionens konkurrencekraft. Ifølge den ”kapitalrealisme” som fuldkomment dominerer vor tids partipolitik, er det nødvendigt at bruge skattepenge for at lokke kapital til sig i konkurrencen med alle de andre kommuner, regioner og stater. Faldende flytrafik anses for et varsel om økonomisk stagnation, som til slut påvirker alle. At hjælpe flyet på vej bliver en politisk målsætning på tværs af ideologiske principper. Selvudnævnte liberale er dog de aller mest entusiastiske af flyelskerne.

Liberalismen i det blå

Fra tænketanken Timbro [svensk liberal tænketank alá CEPOS] kommer budskabet: ”Flyveren er en central del af det åbne og frie samfund. Infrastrukturminister Åsa Torstenson (Centerpartiet) hyllede i foråret den svenske flytrafiks ”hundred år af frihed” i en debatartikel. Flyveren forsvares med fluffy idealistiske paroler om hvor godt det er, at (visse) mennesker kan farer jorden rundt og smage eksotiske krydderier. Lufthavnssamfundet liberalisme befinder sig i både billedlig og bogstavlig forstand oppe i det blå. At flyveren holdes oppe af skattepenge bekymrer dem ikke. Selv den hellige ejendomsret må stå tilbage for drømmen om friktionsfri mobilitet, som mere og mere minder om en religion. For at realiserer drømmen er flyelskerne (planehuggers!) villige til at satse alt: Subventioner, fossiler og fri fantasi.

(…)

Frem for alt må vi snakke om, hvordan vi gerne vil rejse, hvordan vi helst vil leve sammen mens de fossile brændstoffer forsvinder. Ville det ikke være ærgerligt at gennemleve denne spændende tid i en verden som mest minder om en gigantisk kopi af en lufthavn?