Humor

Snart kommer jul – igen!

I weekenden pyntede jeg op til jul. Helt uden at overdrive. Ja, jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at det blev helt stilfuldt i år.

Jeg plejer altid at panikpynte et par dage før juleaften med de rester, jeg kan finde i Tiger eller Søstrene Grene, efter alle andre har været der. Men i år stod kalenderlyset klar den 1. december og ja, jeg har endda købt et plastikjuletræ med diodelys. Jeg har rigtigt flottet mig…

Snart kommer jul - igen!I år skal jeg prøve at styre mig en lille smule. Og så skal vi prøve at planlægge konfekten en anelse bedre end sidste år. Der panikkede vi et par dage før juleaften og klaskede hele køkkenet ind i marcipan, nougat og flydende chokolade, og jeg smed et helt glas krymmel ud over hele gulvet. I ren og skær “nu skal vi satme julehygge”-eufori. Man skulle jo nødig gå glip af hjemmelavet konfekt. Også selvom det kom til at stå hele januar måned og svede, fordi det var lige lovligt overpyntet, ikke smagte specielt godt, og fordi det dér jul pludselig var blevet “so last year”.

Det er typisk mig, sådan noget. Egentlig gider jeg ikke rigtigt det der jul. Men på den anden side, så skal man jo heller ikke gå glip af noget. Da slet ikke en omgang panik-tvangs-julehygge. Man har jo kun chancen én gang om året.

Men i år går det faktisk efter planen indtil videre. Stille og roligt på den rigtige måde. Men da både Daniel og jeg har en stor opgave, der skal afleveres den 16. december, må jeg nok sande, at der ikke bliver tid til meget mere end at tænde kalenderlyset om aftenen og måske lave en lille (jeg sagde LILLE!) omgang konfekt på et tidspunkt. Det passer mig egentlig fint. Faktisk nærmest bedst!