Dyr

Tandproblemer hos Hunde

Fire ud af fem voksne hunde har sygdomme i tænder og tandkød. Problemerne skyldes ofte en kombination af dårlig mundhygiejne, for mange godbidder samt hundeejernes manglende viden om symptomerne. I hele maj gør dyrlægerne en ekstra indsats for at skabe fokus på dette med Sund Mund kampagnen.

De hyppigste tandproblemer hos hunde er betændt tandkød, knækkede tænder og tandsten. Parodontose er især et problem hos hunde, der ikke får børstet tænder regelmæssigt. God mundhygiejne er lige så vigtig for hunde som for mennesker.

Tanddyrlæge Jens Ruhnau fortæller ’På klinikken møder vi desværre alt for ofte hunde, hvor banale tandproblemer har udviklet sig til alvorlige sygdomme som parodontose, mundhulebetændelse – og i værste fald har betændelsestilstandene spredt sig til kroppens organer’.

Forebyggelse er bedre end dyrlæge-regninger

Som hundeejer kan det være svært at komme i gang med at børste tænder på sin hund. Der er ofte spørgsmål til, hvordan man rent praktisk griber opgaven an. Især hvis man har en voksen hund, der ikke er samarbejdsvillig.

Derfor har TandDyreklinikken startet Tandbørsteskolen, hvor man lærer om hundens tænder og får vejledning i, hvordan man bevare en sund mund hos menneskets bedste ven. Der vil bliver også undervist i anatomi, og alle deltagende hunde får et tandeftersyn.

Næste omgang af Tandbørsteskolen starter tirsdag d. 28. maj på TandDyreklinikken i Måløv ved Ballerup. ’Vores formål er at hjælpe hundeejerne med at hjælpe deres dyr’ siger Jens Ruhnau ’Det er altid bedre at forebygge problemerne frem for at helbrede dem’.

Er tandbørstning af hunde naturligt?

’Det er et spørgsmål, vi ofte får stillet på klinikken’ siger Jens Ruhnau ’og svaret må være, at der ikke er meget naturligt over det hundeliv, som vi tilbyder vores kæledyr. De får en anden type foder og har i det hele taget en dagligdag, der adskiller sig markant fra vilde slægtninge som ulve, ræve og hyæner.

Desuden får vilde hunde også sygdomme i munden. Det medfører, at de bliver svækkede og dør. Det er naturens gang, men det er ikke dét, vi ønsker for vores kæledyr. Derfor skal vi hjælpe vores hunde med at opretholde en sund mund og dermed et bedre liv.