Kultur

Ugens film: The Five People You Meet in Heaven

Forlystelsesparken Ruby Pier’s gamle, ensomme vedligeholdelsesmand Eddie (Jon Voight) forsøger at redde en lille pige fra at blive knust under en forlystelse, hvilket medfører, at han omkommer. Eddie vågner efterfølgende op i Himlen (der indledningsvis ligner Ruby Pier til forveksling). Her står fem personer (deriblandt hans hustru i en meget ung og lækker udgave) klar til, én efter én, at tage ham med på en lærerig rejse gennem hans liv; en rejse der skal hjælpe ham til at forstå meningen med det hele, med oplevelserne i 2. verdenskrig, de mange mareridt, det smertefulde skudsår, den dominerende og voldelige fader, det livslange arbejdsforløb i Ruby Pier, det traumatiske tab af hustruen, karrieredrømmen, der aldrig blev realiseret osv. osv.

Himlen er meget amerikansk, men alligevel helt din egen

The Five People You Meet in HeavenThe Five People You Meet in Heaven er desværre langtrukken, klichéfyldt, tårevædet og sentimental og bedst egnet til børn og naive sjæle, der tror på filmens noget glansbilledagtige fremstilling af livet efter døden, men den har i det mindste et positivt budskab, der sætter nogle tanker om menneskelig eksistens, meningen med tilværelsen, den måde vi er bundet sammen på, den betydning hvert enkelt menneske har for sine medmennesker osv. i gang.

En enkelt scene er dog for kvælende, selv for en type som jeg, der har set det meste: Eddie møder hans femte menneske, som er identisk med den sjæl, der trak ham op i Himlen i dødsøjeblikket, som forresten også er identisk med den lille pige, han ved en fejltagelse brændte til kul med en brutal flammekaster under en flugt fra en japansk fangelejr. Her, midt i en flod i Himlen, får Eddie så mulighed for at forære hende et dyr formet af piberensere (vistnok en kanin) og efterfølgende vaske hendes brandsår helt væk … med en våd sten??
Som det viser sig, var det ikke nogen tilfældighed, at Eddie blev bragt op i Himlen af barnet, han slog ihjel. Eddie var livet igennem en stor børneven, der i kraft af hans mangeårige, samvittighedsfulde vedligeholdelsesarbejde i Ruby Pier fik reddet mangen et barne- og muligvis også voksenliv, hvilket vi også bliver belært om i filmens afsluttende scene, hvor Eddie er tilbage i den himmelske udgave af hans gamle arbejdsplads, der nu er fyldt op til randen med alle de glade og taknemmelige mennesker, der fik lov til at leve, fordi Eddie holdt forlystelserne i ordentlig stand. Og her bliver han så for anden eller tredje gang genforenet med hustruen (den unge, lækre udgave).

Familievenlig underholdning som kun Hallmark kan præsentere den. Hensigten er muligvis god, men udførelsen halter slemt. De 160 minutter i to dele er for meget, men til de mennesker, der bare ikke kan få det følelsesladet nok, kan jeg fortælle, at stakkels Eddie tilmed dør på sin fødselsdag. Så bliver det ikke meget bedre!